Ohmsk opvarmning kan blive en gamechanger i fødevareindustrien, når det gælder om at nedsætte energiforbruget. Et projekt hos Teknologisk Institut, støttet af Innovationsfonden, vil udvikle teknologien, som indtil nu kun er brugt til opvarmning af supper og andre flydende fødevarer.

I stedet for at koge en kødpølse i et dampskab i timevis, kan den blive klar på få minutter, ved at man sætter direkte strøm til den.
Ohmsk opvarmning sparer fødevareproducenter store mængder energi, både ved at gøre opvarmningstiden markant kortere, men også fordi den direkte opvarmning indefra i produktet i sig selv er mere energieffektiv.
Danmark fremstiller store mænger fødevarer (og foder), som kræver anseelige mængder energi at koge. Og det er ikke kun pålæg og anden menneskeføde. Eksempelvis varmer industrien årligt over 800.000 tons fisk op for at producere fiskemel, som blandt andet bruges til foder til Danmarks hus- og kæledyr.
Med energikrisen i 2022 blev det tydeligt, hvad afhængighed af energi fra fjerne egne kan betyde for både pris og forsyningssikkerhed. Hertil kommer, at ambitiøse politiske målsætninger og krav til grøn omstilling også peger på lavere energiforbrug og øget elektrificering.
Høj virkningsgrad
Her er ohmsk opvarmning en del af løsningen.
Teknologien har en virkningsgrad (energieffektivitet), der kan være op mod det dobbelte af konventionel dampkogning baseret på afbrænding af fossiler.
Selvom ohmsk opvarmningsteknologi har været på markedet i årtier, har det kun været brugt til flydende fødevarer, hvor man let kan tilføre varme og via omrøring sikre en ensartet temperatur.
-Det er en langt større udfordring at sætte strøm til faste fødevarer, uden at der opstår lommer af underopvarmet materiale. Det er dog demonstreret, at det kan lade sig gøre i forsøgsopstillinger, og projektets ambition er at konstruere en proces, så det er muligt at skalere op og sikre, at også store mængder kan opnå en tilstrækkelig og ensartet varmebehandling. Dette er helt afgørende for fødevaresikkerheden og produktkvaliteten, siger projektleder, seniorkonsulent Christian Vestergaard, Teknologisk Institut.
I projektet arbejdes der med kødprodukter, fødevarer af fermenteret planteprotein (fermentater), slagteri sidestrømme til petfood og foder samt industrifisk til fiskemel.
Bæredygtighed analyseres
-Projektet skal vise, at ohmsk opvarmning kan anvendes til disse produkter og gennem kemiske, mikrobiologiske, og forbrugerundersøgelser desuden demonstrere, at næringsindhold, kvalitet og fødevaresikkerhed er på linje med, eller bedre end, traditionelle processer. Samtidig skal metodens bæredygtighedsfordele eftervises i detaljerede livscyklusanalyser, siger Christian Vestergaard.
Teknologisk Institut står for projektledelse, indledende test af råvarer og afprøvning af den ohmske kogeteknologi hos de deltagende industripartnere FF Skagen, Daka A/S, Danish Crown og Fermentation Experts samt organisering af forbrugertests.
Alflow Scandinavia A/S bidrager med udstyr samt ekspertise og erfaring i ohmsk opvarmningsteknologi.
På DTU Food analyseres alle produkter for eventuelle forskelle i næringsstoffer, mens DTU Sustain udfører en omfattende analyse af produkternes livscyklusanalyse (LCA).
• Innovationsfondens investering: 7,2 millioner kroner.
• Samlet budget: 11 millioner kroner.
• Officiel titel: Ohmic Heating for the Food and Feed Industry (OHMIC).
• Varighed: 2,5 år.

