Bornholm Spirits har indgået en eksklusiv distributionsaftale med Strandgaarden, der er en af Danmarks største importører og distributører af vin og spiritus.

Aftalen samler et stærkt bornholmsk brand med Strandgaardens kommercielle set-up og distributionsnetværk, og skal styrke Bornholm Spirits’ tilstedeværelse i Danmark og understøtte eksporten globalt. Sammen med aftalen er der underskrevet en hensigtserklæring om, at Strandgaarden snarest overtager en væsentlig ejerandel i Bornholm Spirits.
-Bornholm Spirits er en ideel partner for Strandgaarden. De deler vores værdier om håndværk og autenticitet og har samme kompromisløse tilgang til kvalitet, lokal forankring og respekt for produktet. Det er et stærkt team med en energi, der kan mærkes i det, de skaber, fortæller adm. dir. hos Strandgaarden, Kasper Ryttersgaard Jacobsen.
-Vi glæder os til at bidrage med kommercielle kompetencer, distribution og brandopbygning, så endnu flere får adgang til de unikke produkter, der beviser alt det gode, Bornholm kan mønstre, fortsætter han.
Den nye strategiske alliance markerer et vigtigt skridt for begge parter. Strandgaarden arbejder fremover som et væksthus for brands med potentiale. Med et solidt afsæt i distribution kombineret med indsigt i markedet og kommerciel udvikling, er det missionen at indgå partnerskaber, hvor nye produkter får retning, og ambitioner forløses. Det bygger på en tilgang, hvor relationer, ordentlighed og fremdrift går hånd i hånd, og hvor brands udvikles i tæt samspil med dem, der står bag.
Alliance bygget på håndværk og autenticitet
Bornholm Spirits har siden 2016 skabt et brand, der udfordrer den ordinære fortælling om snaps med et mål om at løfte den ind i en ny tid. Virksomheden har, på kun ti år, formået at bygge en portefølje i vækst, der blandt andet tæller Snaps Bornholm samt gin- og vodkavarianter, produceret i Nexø med bornholmsk vand og gode råvarer som omdrejningspunkt.
Administrerende direktør i Bornholm Spirits, Simon Lorentzo Jensen, siger:
-Allerede fra vores første samtaler stod det klart, at vi bliver en del af en familie med et stærkt væksthus. Strandgaarden bliver et nyt godt hjem for vores produkter, og vi blev mødt med en stor og varm forståelse for vores ambition om at bringe Bornholm Spirits ud i hele verden. Strandgaardens erfaring med kommerciel udvikling, distribution og opbygning af brands giver os et stærkt fundament at bygge videre på. I dag kan vi virkelig gøre alvor af vores motto om at fejre livet – celebrating life.
Udover distributionsaftalen er der indgået en hensigtserklæring om, at Strandgaarden snarest opkøber en væsentlig ejerandel i Bornholm Spirits. Dermed udvider Strandgaarden med produktionskapacitet til gavn for egne og partnerbrands.
Bornholm Spirits blev grundlagt i 2016 og driver produktionen fra Nexø på Bornholm. Virksomheden har udviklet en unik og bred portefølje af brands, herunder prisvindende Snaps Bornholm, Gin Bornholm og Vodka Bornholm.
Bornholm Spirits har følgende brands: Snaps Bornholm, Vodka Bornholm, Akvavit Bornholm, Gin Bornholm, The GOAT Gin, BREW Coffee Liqueur, Rocky Island Rum, Bornholmer-serien, Bornholmer Dram Sevablødda og Sam & Frank Sambuca.
Strandgaarden er en af Danmarks største importører og distributører af spiritus og vin med rødder tilbage til 1833. Virksomheden, der gennem generationer har udviklet sig i takt med markedet, ledes i dag af administrerende direktør Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der kommer med næsten to årtiers erfaring fra drikkevarebranchen, hvor han har arbejdet med relationer og vækst i både retail- og restaurationsbranchen, kommerciel udvikling, opbygning af nye brands og strategiske partnerskaber.
Kilde: Strandgaarden.

