Danish Crown, SEGES, Aarhus Universitet og DLG er sammen med en række samarbejdspartnere lige nu ved at undersøge, hvordan metanproduktionen fra slagtekalve kan nedsættes. Dyresundhed og fødevaresikkerhed er topprioritet i projektet.

Midler mod metanproduktion fra kreaturer bliver et vitalt skridt på vejen mod klimaneutralitet for Danish Crowns kreaturandelsejere.
Derfor har SEGES, Aarhus Universitet, Danish Crown og DLG søsat Project GreenCalf, som skal vise vejen for danske kalveproducenter, når det kommer til at mindske metanen.
Projektet er todelt og består af både en kortlægning af den nuværende metanproduktion fra Dansk Kalv-produktionen, som foregår på Aarhus Universitet i Foulum – samt målinger i praksis fra flere andelsejeres gårde, som skal finde de bedste metoder og midler til at nedsætte metanen.
Den sidste del foregår blandt andet på Ole Sørensens gård. Han er kreaturandelsejer i Danish Crown Beef og leverer hvert år 500 Dansk Kalv til Danish Crown. Han håber, at en lavere metanproduktion kan få de danske forbrugere til at prioritere køb af dansk okse- og kalvekød.
-Selvfølgelig skal vi gøre noget ved metanen, ellers får vi ikke lov til at være her. En stor andel af oksekødet i Danmark er importeret, så hvis vi kan bytte det ud med dansk okse- og kalvekød med lavere klimaaftryk, så er vi et stykke af vejen. Og mit håb er, at vi kan få noget udenlandsk kød ud og få forbrugerne til at købe mere dansk, så vi kan bevare en dansk produktion, siger Ole Sørensen.
Helt konkret skal der testes fire fodertilskud, som kan sænke metanen, og Nicolaj Ingemann Nielsen, der er chefkonsulent i SEGES Kvæg, glæder sig til at se, hvilke resultater der kan skabes.
-Resultaterne skal blive brugbare for en bred skare af kalveproducenter med forskellige produktionsforhold og fodersystemer. Derfor tager vi fire foderadditiver ind for at skabe så mange resultater som muligt og samtidig arbejde med den praktisk implementering, så det kan bruges i både fuldfoder og kraftfoder-systemer og i forskellige koncepter, siger Nicolaj Ingemann Nielsen.
Fødevaresikkerhed og trivsel er i højsædet
Når Ole Sørensens kalve skal slagtes, foregår det på slagteriet i Holsted, og her vil der være stort fokus på slagteresultaterne, fortæller Torben Nørremark, der er director i Ejerservice i Danish Crown Beef:
-De kalve, som er en del af projektet, vil blive undersøgt med et fokus på fødevaresikkerheden og trivslen for kalvene, så vi sikrer, at de mest effektive veje til mindskning af metan samtidig bliver metoder, som kan bruges i den bredere andelsejerkreds, siger han.
Over tid kan de nye muligheder blive til et nyt koncept i Danish Crown Beef, der indeholder kød fra danske kalve med lavere metanudledning. Undersøgelse af grundlaget for et nyt koncept er også en del af projektet.
En ny baseline
Udover projektets fokus på konkrete virkemidler til sænkning af metan vil der også være en del, der fokuserer på at skabe en basisreference for slagtekalves nuværende metanproduktion. Den del foregår på Aarhus Universitet i Foulum i samarbejde med det svenske landbrugsuniversitet SLU, hvor forskellige fodersammensætninger og doseringer skal testes i sammenhæng med målinger af metanproduktion, vækst og foderudnyttelse.
-Der er hidtil kun lavet korttidsforsøg med måling af metanproduktion fra slagtekalve og kun ved en fast alder på ca. otte måneder. Men det er aldrig undersøgt, hvad metanproduktionen er hele vejen fra indsætning til slagtning. Derfor er det interessant at få undersøgt forskellige fodersystemer, så vi både får en basisreference og en præcis indikation af, hvornår i slagtekalvens liv, det er bedst at tilsætte foderadditiver samt i hvilke doser, siger Mogens Vestergaard, seniorforsker ved Inst. for Husdyr- og Veterinærvidenskab.
Project GreenCalf løber til 2028, og gennem projektet vil der blive kommunikeret resultater og viden løbende. Projektet er støttet af GUDP (Grønt Udvikling og Demonstrations Program) KAF (KvægAfgiftsFonden).