I oktober fik den danske virksomhed Hydract A/S to ordrer på sine vandstyrede ventiler til mejeriselskabet Arla. Og medio november, underskrev virksomheden en aftale med Sachenmilch i Leppersdorf, Tyskland, om gennemførslen af et pilotprojekt vedrørende reduktion af deres energiforbrug.
Denne ordre er helt i tråd med den udvikling, som Hydract oplever, hvor især mejerisektoren i øjeblikket prioriterer omstilling til bæredygtig produktion højt, med særlig fokus på reduktion af energiforbruget.
Sachenmilch – en del af Müllermilch Group, som er en af Tysklands største mejerikoncerner – har en klar prioriteret dagsorden om at gøre deres produktion mere bæredygtig, ikke mindst ved at reducere energiforbruget. Som led i denne omstilling ønsker de derfor konkret erfaring med Hydracts teknologi for efterfølgende at kunne implementere den i en bredere sammenhæng.
Den europæiske mejeriindustri udgør sammen med bryggeri- og softdrinkindustrien strategisk vigtige markeder for Hydract, og det er derfor glædeligt, at vi nu også er i stand til at tiltrække udenlandske kunder, som ønsker at teste fordelene ved at anvende Hydracts teknologi og produkter.
Nærværende ordre påvirker ikke selskabets guidance for 2023, som blev offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 38 den 25. oktober 2023. Virksomheden blev noteret på First North-børsen i 2021.