Fødevareinteresserede får adgang til et overflødighedshorn af smagsprøver, ny viden og netværk, når den årlige videns- og innovationsfestival Food, Trends & Sustainability løber af stablen den 8. maj 2025 i Aarhus. Eventens hovedingredienser er topaktuelle debatter og oplæg, netværk med erfarne fødevareeksperter og -forskere samt dedikerede iværksættere og unge talenter. Alt sammen bundet sammen af et lækkert, innovativt madmarked.

Hvad skal vi spise i morgen i klimaets og sundhedens navn: Grøntsager eller grønne proteiner med ny teknologi?
De officielle kostråd peger på en markant ændring i vores madvaner, men hvordan gør vi det? Skal vi tage sagen i egen hånd og lære at mestre tilberedningen af grøntsager og bælgfrugter, eller bør vi omfavne de teknologiske fremskridt med grønne proteiner og plantebaserede alternativer såsom plantebøffen?
Det er bare et af de vigtige temaer, som videns- og innovationsfestivallen Food, Trends & Sustainability zoomer ind på 8. maj 2025.
Her mødes professionelle fra alle led i fødevareværdikæden mødes i Agro Food Park i Aarhus for at udveksle nyeste viden og ideer inden for bæredygtig udvikling af landbrugs- og fødevareerhvervet. Deltagerne i den gratis begivenhed får mulighed for at deltage i aktuelle debatter, inspirerende Insights, Gastro Talks, møde dedikerede forskere, dygtige iværksættere og fremtidens talenter.
Hvad er godt både for dig og klimaet?
I den aktuelle samfundsdebat om, hvad der er både bæredygtigt og sundt at spise bliver der bl.a. udtrykt skepsis over for de forarbejdede fødevarer.
Derfor inviterer SEGES Innovation til debat under overskriften: Vores mad i morgen – grøntsager eller grønne proteiner med ny teknologi? SEGES Innovations topchef Tom Heron moderer debatten med et stærkt panel af fødevareeksperter med hver deres dybe viden om det, vi putter i munden: Judith Kyst, direktør i Madkulturen, Jens Legarth, CEO i Ferm Food og Bente Svane, chefkonsulent i SEGES Innovation
-Spørgsmålet er, om vi som forbrugere stoler på forarbejdede fødevarer som løsningen til en bæredygtig fremtid? Jeg glæder mig til en livlig debat om, hvordan vi skaber en grønnere madkultur, der både reducerer vores klimaaftryk fra fødevarerne og samtidigt er interessant for danske gartnere og landmænd at levere råvarer til, fortæller Bente Svane, der i en årrække har været programchef for Mad & Måltider i Coop, og nu forsker og innoverer i planterige fødevarer hos SEGES Innovation.
Efter debatten om grøntsager eller grønne proteiner vil Jens Legarth fra Ferm Food give et indlæg for alle interesserede med titlen ”Mælkesyrefermentering – vejen til højere kvalitet og lavere priser for planteproteiner”.
Fødevarefestivallen kårer også vinderen af Mavens Hule, når en række nyopstartede innovative fødevarevirksomheder pitcher deres idéer for et panel af fødevareentusiaster.
Compass Group, SEGES Innovation, Food & Bio Cluster Denmark og Agro Food Park står bag Food, Trends & Sustainability. Arrangementet foregår i fødevareklyngens smeltedigel Agro Food Park i Aarhus, hvor 100 virksomheder inden for fødevarer og landbrug har til huse.
Programmet for aktiviteterne på Food, Trends & Sustainability 2025 kan ses her. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding.