I et åbent brev opfordrer en samlet front af erhvervsliv, NGO’ere, forskere og andre interessenter landets politikere til at sætte skub i udviklingen af et nationalt genbrugssystem, hvor emballagen fra take-away indsamles, rengøres og anvendes igen. Det vil gavne både miljø og klima, forbrugerne samt de spisesteder, der sælger takeaway.

Takeaway-emballage udgør en stor del af den affald, der ender i naturen i Danmark og verden.
Brugte to go-kopper, pizzabakker og andet takeaway-emballage hober sig op, men de enorme affaldsmængder kunne undgås.
I et åbent brev fra den 24. oktober lyder der for første gang et fælles opråb til at sikre samarbejde og opbygning af infrastruktur til et nationalt dækkende genbrugssystem for takeaway-emballage, hvor emballagen samles ind, rengøres og bruges igen og igen.
Både erhvervsorganisationer, brancheforeninger, miljø- og forbrugerorganisationer, forskere, en fagforening og virksomheder tilslutter sig brevet, som er adresseret til landets politikere. Der er altså bred konsensus om, at skala i genbrug af takeaway-emballage er nødvendigt og muligt.
Genbrugelig emballage vil blandt andet kunne erstatte de over 130 millioner to go-kopper, vi i Danmark bruger og smider ud årligt på bekostning af miljø og klima. Og det vil tilmed være en økonomisk fordel for virksomheder i restaurationsbranchen, hvis der indføres et genbrugssystem i stor skala, viser undersøgelser.
Opfordringen i brevet er, at der nu afsættes midler i den kommende plasthandlingsplan til at udvikle og indføre den bedste løsning.
Kilde: Plastic Change.