FrontMedia ApS har overtaget TechMedia A/S – forlaget bag blandt andet FoodprocesFokus.dk og Plus Proces – og styrker hermed positionen på markedet for fag- og branchemedier. Handelen er gennemført 6. oktober 2025, og begge selskaber fortsætter i deres nuværende form.

FrontMedia ApS er et annoncesalgsbureauet med 60 stærke mediebrands, mens fagbladsforlaget TechMedia A/S udgiver 13 tekniske fagblade samt 10 digitale nyhedsbreve til en række forskellige brancher som fx elektronik-, fødevare-, HVAC-, kemi-, el & energi-, plast-, maskin-, proces- og automationsindustrien.
FrontMedia har specialiseret sig i annoncesalg til større forbrugermedier, og virksomheden fusionerede i 2024 med Vendemus, der fokuserer på niche- og B2B-medier.
Købet af TechMedia repræsenterer et strategisk skridt, som udvider den samlede medieportefølje og rækkevidde under FrontMedia-paraplyen, hvor kompetencer i hele værdikæden fra redaktionelt arbejde, layout og annoncesalg bliver styrket i begge virksomheder. FrontMedia tilbyder nu markedets største portefølje af både digitale og trykte medier – herunder websites, nyhedsbreve, magasiner, Apps og SoMe.
-Begge virksomheder er sunde og inde i en god udvikling, fortæller David Wall, der har været ejer af FrontMedia siden 2012 – og nu også TechMedia, hvor han fremover vil varetage den daglige ledelse som administrerende direktør.
-Jeg kan se et stort potentiale i overtagelsen af TechMedia, siger han videre. For der vil altid være interesse for saglige nyheder og information til de forskellige fagbrancher i Danmark – ligesom der altid vil være behov for faglig vidensdeling.
-De fysiske fagblade er efter min mening stadig levedygtige og har sin berettigelse. Derfor ser jeg også stadig en fremtid i TechMedias fagblade, om end det bliver med et mere moderne tvist, fortsætter David Wall.
-Desuden er det en ny og spændende verden at udvide forretningen til også at omfatte bladudgiverrollen. Vi skal udvikle, modernisere og fremtidssikre TechMedia og dermed løfte os som fagbladsforlag, siger David Wall afslutningsvis.
I forbindelse med handelen er de tidligere ejere Rikke Marott og Peter Christensen, udtrådt af virksomheden.



