Ingvald Christensen A/S styrker salgsteamet med ansættelsen af Troels Mouritzen, der tiltræder som ny salgschef med fokus på rådgivning og salg af virksomhedens slagterimaskiner. Han kommer ikke kun med en salgsmappe under armen, men også med en solid værktøjskasse i bagagen.

Troels Mouritzen har 17 års erfaring fra fødevareindustrien og en teknisk baggrund, der giver ham en stærk forståelse for både maskinerne og produktionen bag dem.
Han er udlært tekniker og har siden 2009 arbejdet tæt på de processer, som mange af virksomhedens kunder står i til daglig. Han bruger sin viden til at sikre, at kunderne får den løsning, der passer til deres behov, ved at kombinere sin tekniske forståelse af maskinerne med sin indsigt i, hvordan de anvendes i produktionen.
-Jeg kender maskinerne, og jeg ved, hvad kunderne har brug for. For mig handler det om at kunne se kunderne i øjnene, når de vælger en maskine. Det gælder om at levere den bedste løsning. Kunden i højsædet, altid, siger Troels Mouritzen.
Ingvald Christensen A/S har siden 1938 været en central aktør i den danske fødevareindustri. Den fynske virksomhed har specialiseret sig i maskiner, der primært bruges hos slagtere og fødevareindustrien, og leverer i dag løsninger til kunder i Danmark og udlandet. Virksomheden udvikler, producerer, leverer og servicerer et bredt sortiment af maskiner fx røgovne og paneringsmaskiner.
Kilde: Ingvald Christensen A/S.

