Kapitalfonden Erhvervsinvests overtagelse af Them Andelsmejeri er nu godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Og der er således fundet – og myndighedsgodkendt – en løsning på Them Andelsmejeris fremtid. Det sker gennem et nystiftet selskab – Them Mejeri A/S. Det skriver Mejeriforeningen.

Tilbage i april stod det klart, at ønsket om at fusionere Them Andelsmejeri ind i Arla Foods ikke ville kunne opnå myndighedernes godkendelse, og derfor ikke var en mulighed. Derfor så Thems andelshavere i stedet andre veje, og løsningen er nu blevet Erhvervsinvest.
I forbindelse med annonceringen af Erhvervsinvest som ny ejer, siger formand for Them Andelsmejeri Gert Glob Lassen:
-Vi andelshavere er meget stolte over, at Them Mejeri fortsætter sin rejse under nyt ejerskab. Det er glædeligt, at vi med denne aftale også i fremtiden skal levere rå mælk til Them. På den måde bibeholdes den lokale forankring samt vores og mejeriets fokus på at frembringe mælk og ost af høj kvalitet. Vi ser frem til det fremtidige samarbejde og til at følge Them Mejeris fremtidige udvikling.
Thems administrerende direktør Søren Hansen slår fast, at Them med det nye ejerskab får tilført yderligere kompetencer, som kan bidrage til at vækste og videreudvikle virksomheden, styrke tilstedeværelsen hos kunderne og samtidig åbne nye eksportmarkeder og forretningsområder.
-Vi ser frem til partnerskabet og til at udvikle Them med uændret fokus på høj kvalitet og stolte håndværkstraditioner, siger Søren Hansen.
Erhvervsinvest V K/S er en dansk kapitalfond med fokus på investeringer i mindre og mellemstore virksomheder. Erhvervsinvest forvalter fire aktive investeringsfonde med porteføljeselskaber primært i Danmark. Erhvervsinvests porteføljeselskaber omfatter for eksempel Delika Food Group A/S, som blandt andet har aktiviteter inden for salg af ost, samt Fayrefield Ingredients Holding A/S, som blandt andet producerer mælkebaserede ingredienser.
Kilde: Mejeriforeningen/Mejeri.dk.

