I næste uge åbner MCH Messecenter Herning dørene til et sandt teknologiunivers, der samler hele den danske industri. Der er naturligvis tale om HI Tech & Industry Scandinavia, der løber af stablen fra den 30. september til den 2. oktober 2025. Messen byder på 600+ udstillere, 12 haller, seks sektorer, konferencer, events og aktiviteter. Også i år er der blandt andet fokus på fødevareteknologien – og både mejeriet og International Food Contest spiller en stor rolle.

HI Tech & Industry Scandinavia er blevet et mødested og vidensforum for hele industrien, der hvert andet år mødes til tre intense dage, hvor netværk, inspiration og viden er i højsædet. I år samles industrien i MCH Messecenter Herning fra den 30. september til den 2. oktober med fokus på dialog, viden og visioner, der former fremtiden.
Her samles beslutningstagere og branchens vigtigste aktører i tre efterårsdage med fokus på værdiskabende dialoger, dybdegående viden og visioner, der former fremtiden. Hvordan ruster vi industrien til fremtiden? Hvilke teknologier og samarbejder skal der til for at skabe reel transformation?
Messen er således et oplagt sted at mødes for at blive opdateret på avanceret teknologi og industrielle løsninger.
Det hele bindes sammen med sloganet: ”Walk in curious. Walk out wiser”, hvilket opfordrer nysgerrige teknologiinteresserede til at besøge messen, udfordre status quo og forhåbentlig gå derfra klogere.
Fødevareteknologien og IFC
Det vigtigste område – set med Plus Proces og FoodprocesFokus-briller – er hal D, der er dedikeret til fødevareteknologi. Her kan man møde en række virksomheder med speciale i den nyeste teknologi inden for maskiner og udstyr til fødevareindustrien som for eksempel procesteknologi, hygiejneteknik, automatisering, ingredienser, laboratorieudstyr, fødevareemballering m.m.
Udstillingen tiltrækker levnedsmiddelfolk fra hele verden og er således en suveræn mulighed for teknologiproducenter for at komme i kontakt med højt kvalificerede beslutningstagere og nye kundeemner i fødevareindustrien. For mejerister og levnedsmiddelfolk er HI-messen således et sandt mekka af teknologier, der kan bruges på tværs af brancher. De kommer og netværker og sparrer med hinanden om blandt andet nye produktionsmetoder og -teknologier.
Et af de store højdepunkter i hal D er International Food Contest (IFC), der er mejeribranchens mødested. Her udstilles nationale og internationale mejeriprodukter, og udstillingen byder på smagsprøver og faglige bedømmelser af mejeribranchens produkter.
Øvrige aktiviteter og events
Som vanligt byder messen på et væld af aktiviteter og eventområder, der er med til at gøre messen til industriens centrum for viden, innovation og udvikling.
Det gælder eksempelvis oplevelsesuniverset Technomania, der i år fejrer 10-års jubilæum, 3D Tech, der har fokus på 3D-print og The Smart Company, som beskæftiger sig med integration, transparens, digitalisering, transformering og business.
Desuden afholdes EOT – Electronics of Tomorrow sideløbende med HI-messen i år.
Foruden IFC udspiller der sig også andre konkurrencer og prisuddelinger på årets HI-messe, for eksempel DM i 3D-print og uddelingen af DIRA Automatiseringsprisen 2025.
Læs meget mere om HI-messen, fødevareteknologien og ICF i Plus Proces. Messeoptakten omfatter artikler, baggrundsviden, cases og produktomtaler – alle med udgangspunkt i de udstillende virksomheder og messens øvrige aktiviteter.