Den 15. december 2025 åbnede Food Nations nye Visitor Centre i rammerne af Industriens Hus i København. H.M. Kong Frederik X deltog i åbningen sammen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, og repræsentanter fra den danske fødevareklynge. Deres deltagelse understregede den brede opbakning til styrkelsen af Danmarks internationale position som ledende fødevarenation.

Food Nation markerede den 15. december 2025 den officielle åbning af fødevareklyngens Visitor Centre i København i nye fysiske rammer. Det opdaterede og udvidede udstillingsvindue præsenterer det ypperste inden for danske fødevareløsninger, bæredygtig innovation og globalt samarbejde.
Food Nations Visitor Centre samler fortællingen om den danske landbrugs- og fødevaresektor i et interaktivt udstillingsvindue. Visitor Centret er etableret for at inspirere, informere og involvere besøgende gennem et oplevelses- og videncenter, der samler og formidler Danmarks styrkepositioner inden for landbrug og fødevarer.
Det nye Visitor Centre er udviklet som en fremtidssikret platform for den danske fødevareklynge og fungerer som ramme for dialog, vidensdeling og relationsopbygning med internationale beslutningstagere og samarbejdspartnere. Besøgende bliver mødt af et ambitiøst fortælleunivers med fysiske, digitale og interaktive installationer, der formidler Danmarks styrkepositioner inden for bæredygtighed, innovation, teknologi, gastronomi og globalt samarbejde. Udviklingen er realiseret med støtte fra Industriens Fond.
Kilde: Food Nation.

