Etablerede stjerner såvel som fremtidens talenter viser færdighederne frem på Foodexpo, der blandt mange andre fagkonkurrencer disker op med Årets Kok, Årets Tjener, Årets Elevkonkurrencer og Green Chef International. Nordens største fødevaremesse finder sted i MCH Messecenter Herning 22.-24. marts 2026.

Talentudvikling, faglighed og rekruttering kommer i fokus, når Foodexpo danner rammen om en lang række fagkonkurrencer, der hylder håndværket og giver både tidens og fremtidens fødevareprofessionelle en scene at vise evnerne frem på. Konkurrencerne tjener både som et udstillingsvindue for branchens høje, faglige niveau og som en inspirationskilde og motivationsfaktor for unge og kommende fagfolk.
Mens Årets Kok og Årets Tjener er en markering af det ypperste inden for dansk gastronomi, fungerer Årets Elevkonkurrencer som et springbræt for branchens næste generation af kokke og tjenere. Og konkurrencerne har ifølge arrangøren HORESTA stor betydning.
-Elevkonkurrencerne er vigtige, fordi vi står i en tid, hvor kampen om fremtidens dygtige faglærte er større end nogensinde. Hvis vi vil sikre branchens fremtidige kvalitet og udvikling, skal vi investere målrettet i de unge talenter. Elevkonkurrencerne sender et klart signal om, at faglighed, ambition og engagement bliver taget alvorligt. De unge får en scene, hvor deres kunnen bliver set og anerkendt, og det styrker både motivationen og stoltheden ved at vælge en erhvervsuddannelse i vores branche, forklarer Pia Svane, chef for kompetencer, bæredygtighed og certificering, HORESTA, og sætter nogle flere ord på konkurrencernes rolle i forhold til talentudviklingen i branchen:
-Konkurrencerne er et afgørende udviklingsrum. Deltagerne bliver testet i at yde deres ypperste, og konkurrencerne kan være med til at løfte deres topperformance-niveau. De lærer at levere på begrænset tid, at arbejde struktureret og at forfine deres teknik og formidling. Samtidig skaber konkurrencerne synlighed. Mange tidligere deltagere har brugt erfaringen som springbræt i deres videre karriere eller til internationale konkurrencer, siger hun.
Pia Svane understreger, at de besøgende på Foodexpo kan forvente nogle spændende konkurrencedage, og hun understreger, at publikum får mulighed for at komme helt tæt på, når finalisterne i Årets Kok, Årets Tjener og Årets Elevkonkurrencer dyster om at blive deres respektive fags bedste.
Det grønne, plantebaserede køkken
En ny konkurrence på messens aktivitetsprogram er Green Chef International, der arrangeres af Kokkeforeningen. Her er fokus rettet mod det grønne, plantebaserede køkken, og som noget nyt udspiller konkurrencen sig i messens åbningstid, hvorfor de besøgende altså har mulighed for at følge med.
-Dansk og nordisk gastronomi syder af grønne initiativer i disse år, og med Green Chef International vil vi gerne længere ud i verden med de gode budskaber – topkokke kan sagtens lave mad på højeste niveau uden at ty til dyre råvarer, og det er én af grundene til, at vi gerne vil lave netop denne form for konkurrence, forklarer Thomas Riis, præsident, Kokkeforeningen, der ser en stor fordel i, at de besøgende i år har mulighed for at følge konkurrencen på tæt hold:
-Når en stor messe som Foodexpo er medspiller og danner rammen om eventet, får en masse mennesker i sagens natur mulighed for at nærstudere de toptrænede kokke konkurrere og forvandle rå grøntsager til spændende retter, og det vil forhåbentlig give dem inspiration til deres egne virker rundt omkring i landets professionelle køkkener.
Thomas Riis fortæller, at konkurrencens fokus er på bæredygtighed, det gode håndværk og udnyttelse af råvarer. Og forventningen er, at alle 16 kokke, hvoraf flere er en del af kokkelandsholdene rundt omkring i Europa, vil præstere spændende, kreative løsninger på et særdeles højt, fagligt niveau.
Foodexpos fagkonkurrencer 2026
• Årets Kok og Årets Tjener
• Årets Elevkonkurrencer
• Nordic Chef & Waiter
• Green Chef International
• Danmarks Bedste Bager
• Danmarks Bedste Konditor
• Danmarks Bedste Romkugle
• Danmarks Bedste Slagterdelikatesser
• Danmarksmesterskabet i mocktails
• Danmarksmesterskabet i cocktails
• Danmarks Bedste Ostedelikatesser
Foodexpo finder sted i MCH Messecenter Herning 22.-24. marts 2026.
Kilde: MCH Messecenter Herning A/S.

