Kommerciel fermentering står i dag overfor store udfordringer; lav profitabilitet og kostbar opskalering i produktudviklingsfasen betyder, at mange producenter aldrig når ud på markedet. Den danske biotekvirksomhed Swan Neck Bio ApS lancerer nu et samarbejde med Tetra Pak, der adresserer netop disse barrierer og giver fødevareproducenter en hurtigere, mere sikker og profitabel vej til kommerciel produktion.

Med Swan Neck Bios proprietære DIRINOC-teknologi, der er en lagringsstabil, koncentreret og kvalitetssikret starterkultur til direkte inokulation, kan producenter reducere risikoen for kontaminering, øge forudsigeligheden i output og opnå hurtigere markedslancering.
Dansk styrkeposition i EU
Lanceringen kommer i en tid, hvor Danmarks regering – med EU-formandskabet i ryggen – prioriterer styrkelse af den danske bioteksektor og biosolutions som en national styrkeposition. Ifølge en rapport kan biosolutionssektoren inden 2035 skabe over 40.000 direkte og indirekte job i Danmark og generere en samlet økonomisk gevinst på 96 mia. kr., hvoraf 48,5 mia. kr. stammer fra direkte værdiskabelse.
Denne betydelige jobskabelse og værdiskabelse fremhæver sektoren som en potentiel vækstmotor for dansk økonomi – og Swan Neck Bios teknologi kan være den centrale katalysator.
-Biosolutionssektoren er en dansk verdensledende styrkeposition. På baggrund af årtiers innovation og investeringer kan vi gøre en lang række andre sektorer i Europa markant mere konkurrencedygtige, resiliente og ikke mindst bæredygtige. Dette viser Swan Neck og Tetra Pak i sin enkelthed med denne verdensnyhed, da globale kunder nu får adgang til en markant hurtigere produktudvikling og produktion, hvilket særligt vil komme nye, innovative fødevarer til gode. Det er godt for Europa, godt for erhvervslivet og ikke mindst vores klima, siger Mikael Valsted, chef for biosolutions i Dansk Industri.
-Samarbejdet understreger vores engagement i at understøtte væksten inden for bæredygtig fødevareinnovation. Ved at kombinere Swan Neck Bios starterkultur-teknologi med Tetra Paks industrielle engineering og fødevarekompetencer hjælper vi producenter med at reducere risiko, forkorte time-to-market og skalere med tillid, supplerer Troels Prahl, medstifter og CEO i Swan Neck Bio ApS.
Rafael Barros, Director New Food hos Tetra Pak, tilføjer:
-Hastighed, risikostyring og fleksibilitet er afgørende for producenter af nye fødevarer. Vores samarbejde med Swan Neck Bio fjerner en af de største barrierer for skalering – seed preparation – og frigør tid til at fokusere på procesoptimering, produktkvalitet og i sidste ende en hurtigere vej til markedet.
Swan Neck Bio ApS er en førende fermenteringsvirksomhed med base i Danmark og aktiviteter i Europa og USA. Virksomheden leverer robuste, lagringsstabile starterkulturer og fleksible seedtrain-løsninger, der understøtter konsistent fermentering, selv for virksomheder med lange værdikæder. Med videnskabelig ekspertise og patenteret teknologi hjælper Swan Neck Bio fødevare- og biotekvirksomheder fra idé til industriel produktion.



