Fra den 13. til den 15. marts omdannes Odense Congress Center til et sandt mekka udi robotter, droner og automatisering. Det sker i forbindelse med eventet R-24, der samler den europæiske robotindustri. 100 udstillere står klar til at præsentere nyheder, trends og tendenser – også inden for landbrugs- og gartneriområdet.
Totalt beskæftiger robotindustrien i Odense i omegnen af 3.600 mennesker. Og Odense har for længst slået sig fast som Danmarks robothovedstad – og er godt på vej til en position som en af verdens førende robothubs med et økosystem bestående af mere end 160 virksomheder og organisationer inden for robotteknologi og droner.
For anden gang huser byen nu eventet R-24, der fremviser den mest banebrydende teknologi og det nyeste nye i robotindustrien og samler robotinteresserede fra hele Europa.
R-24 afholdes i Odense Congress Center den 13.-15. marts 2024 og har i skrivende stund 100 udstillere.
Her er det muligt at få indsigt i en verden fyldt med robotter, automatisering og droner. På R-24 møder man hele robotmiljøet og kan finde inspiration til, hvad robotter og droner kan gøre for bundlinjen, sikkerheden og arbejdsmiljøet – og hvordan man optimerer ens virksomhed og gør den klar til fremtiden ved at højne effektiviteten, reducere omkostninger og udvikle arbejdsprocessen.
Messen har primært fokus på konkret implementering i både store og små virksomheder: her møder man andre fra fem udvalgte brancher, der allerede selv har opnået store gevinster gennem robotter og droner.
Udstillingsdelen suppleres af et omfattende konferenceprogram med keynote-speakers og oplægsholdere fra hele verden.
Fem fokusområder – bl.a. produktion og landbrug & gartneri
Messen har fem fokusområder: produktion, landbrug & gartneri, byggeri, energi og sundhed. Med FoodprocesFokus.dk-øjne er produktion og landbrug & gartneri de mest interessante.
Produktionsindustrien har allerede stor erfaring med robotter, automatisering og droner, men der findes stadig et stort uopdyrket automatiseringspotentiale i de danske virksomheder. Robotter kan styrke produktiviteten, forbedre arbejdsmiljøet og reducere produktionsomkostninger. Desuden kan robotter hjælpe med at forebygge og fjerne flaskehalse mellem afdelinger og processer i produktionen og de kan forkorte gennemløbstiden.
På R-24 kan de besøgende få råd og vejledning omkring robotløsninger og implementering i produktionen og drage nytte af andres erfaringer og knowhow.
Messen præsenterer et rigt udvalg af teknologier til at automatisere stort set enhver type fabrik og slutprodukt.
Det er i sandhed udfordrende at drive landbrug og gartneri i dag. Heldigvis adresserer udviklingen inden for robotteknologier, automation og droner til landbruget flere af disse udfordringer med et stort udvalg af konkrete løsninger.
På R-24 kan man blive introduceret til alle teknologierne – både ”tried-and-tested” samt kommende udstyr og teknik.
Landbrug og gartneridrift er hårdt arbejde, men det er muligt at automatisere. Med robotter, droner og automatisering kan man nedsætte behovet for manuel håndtering og samtidig reducere risikoen for nedslidning hos medarbejderne.
• Gør produktionen grønnere med robotter: Find formlen til rentabel, økologisk produktion ved at automatisere manuelle opgaver med teknologier drevet af klimavenlig energi som solceller mv.
• Optimer lugning i økologisk produktion: En robot kan for eksempel reducere lugearbejdet på en sukkerroemark fra 300 til 20 arbejdstimer per hektar. Dermed kan robotteknologi imødegå den voksende efterspørgsel på økologiske produkter.
• Forebyg traktose med lette robotter: Tungt maskineri presser jorden sammen og forhindrer planterødderne i at trænge ned i jorden, hvilket kan give dårligere udbytte, hvorimod robotter er langt mere skånsomme for jorden.
• Styrk konkurrenceevnen med automation af håndtering: Moderne samarbejdende robotteknologier er udstyret med sanser, der gør det i stand til også at arbejde med for eksempel pakning af sarte planter som krydderurter.
R-24 er et tredages-event, der afholdes fra den 13. til den 15. marts 2024 i Odense Congress Center.
Robotmessen har indgået key-partnerskaber med Odense Kommune, Odense Investor Summit, Odense Robotics, Syddansk Universitet, AER Automation (spansk robot- og automatiseringsforening), NFEA, The Robotics Society in Finland og Industri- og Handelskammeret i Flensborg (IHK Flensborg). Derudover har messen en rækker content-partnere.
Messen blev afholdt for første gang i 2022 under navnet R-22, som tiltrak mere end 5.000 besøgende fra hele verden.