Skal fremtidens proteinkilder komme fra kløver, insekter, tang eller kultiveret kød, og hvordan får vi folk til at spise dem? Det har en gruppe forskere fra Aarhus Universitet undersøgt. Analysen skal danne grundlag til fødevaredelen af en ny ”proteinstrategi” til fødevarer – hvor der skal være fokus på at bruge flere plantebaserede og danskproducerede proteinkilder som tang, kløver og mask fra ølproduktion.
Befolkningstallet i verden stiger støt, og det samme gør det gennemsnitlige proteinindtag per person – især af animalsk protein. Derfor er der behov for at undersøge, hvor fremtidens proteiner skal komme fra.
Et hold forskere fra Aarhus Universitet har derfor lavet en analyse af grønne og alternative proteiner til fødevarer på bestilling fra Ministeriet fra Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Resultaterne af analysen er nu blevet udgivet i en DCA-rapport.
Analysen skal danne grundlag til fødevaredelen af en ny ”proteinstrategi” til både fødevarer og foder – hvor der skal være fokus på at bruge flere plantebaserede og danskproducerede proteinkilder som tang, kløver og mask fra ølproduktion.
Skal vi spise mere bæredygtigt, kræver det, at vi spiser varieret og planterigt – men den danske forbruger er typisk vant til at få sine proteiner gennem animalske fødevarer som kød og ost.
Der ligger altså et arbejde i at få forarbejdet de nye proteiner, så de falder i forbrugernes smag, og få vænnet danskerne til den nye måde at sammensætte måltider på.
15 mulige alternativer
En af forskerne bag rapporten er lektor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, Trine Kastrup Dalsgaard. Hun har sammen med sine kollegaer undersøgt potentialet i 15 mulige alternativer til fremtidig danskproduceret protein – herunder bælgfrugter, protein fra bioraffineret græs eller fra præcisionsfermentering, svampe, insekter, tang, muslinger og mikroalger.
For hver proteintype er der udarbejdet et datablad, der beskriver deres anvendelsesmuligheder, teknologiens modenhed, produktionspotentiale, klima- og miljøeffekter og potentielle barrierer.
-Vores analyse viser, at der er potentiale i de fleste af de undersøgte proteinkilder, hvilket er godt, for man kan ikke kun fokusere på én. Der bør satses bredt for at få udviklet proteinprodukter, der kan erstatte sojaprotein, som vi bruger i stor stil både til foder og fødevarer, forklarer Trine Kastrup Dalsgaard.
-De undersøgte proteinkilder kan som udgangspunkt understøtte en dansk, lokal proteinproduktion. Nogle af dem er restprodukter fra produktionen af for eksempel rapsolie, kartoffelstivelse og øl. I dag bruges de mest til foder, men de kan også forarbejdes, så de når en kvalitet, hvor de kan indgå i fødevarer, fortsætter hun.
-Det skal kunne betale sig at gå uden om dyrene og fremstille planteprotein til fødevarer. Det gælder både økonomisk, og miljømæssigt. Det samme gør sig gældende for kultiveret kød og cellulær mælk. Men for nogle proteinkilder er teknologiudviklingen endnu ikke så langt, at en fuldstændig evaluering af rentabiliteten og den miljømæssige påvirkning kan udføres, siger hun videre.
Væsentlige barrierer
Selvom der allerede er alternative proteinprodukter på markedet, skal der stadig arbejdes med teknologierne og forædling af planterne. Fx er de ærter, man har i dag, udviklet til at have et højt udbytte per hektar – og det betyder, at de har et højt indhold af stivelse og et lavt proteinindhold.
-Så hvis man virkelig skal få nogle gode proteinrige afgrøder, vil det være smart at forædle mod højt proteinindhold i stedet for totaludbytte, fortsætter Trine Kastrup Dalsgaard.
En anden problematik på området er, at det i dag kun er en lille del af den raps, der dyrkes, der anvendes til madolieproduktionen, mens størstedelen bruges til biobrændsel. Det er kun den del af rapsen, der bliver brugt til madolie, hvor restproduktet kan bruges til fødevareprotein.
En del af de alternative proteiner kommer også fra fødevarer, som vi i Danmark ikke har haft tradition for at spise: Insekter, mikroorganismer, tang og kløver. De kan derfor være sværere at få almindelige forbrugere til at spise. Og før danskerne kan overbevises om at spise dem, skal de godkendes i EU.
-En stor barriere for de fleste nye alternative proteinkilder til fødevarer er fødevaregodkendelse i EU-regi. Det er en stor hurdle for langt de fleste producenter, da det er omkostningstungt og langsommeligt.
Samtidig skal proteinkvaliteten være høj nok til at kunne konkurrere med de proteiner, der er på markedet i dag. Det betyder for de fleste alternative proteiner, at de skal ekstraheres, koncentreres og oprenses for at komme af med uønsket smag og for at leve op til kvalitetskravet.
-Valle og soja har stadigvæk den største markedsandel blandt proteiningredienser, og det er nok fordi, forbrugeren ikke synes, at kvaliteten på de nyere proteinprodukter er så god, at de kan erstatte dem, vi allerede har, forklarer forskeren.
Mangel på data og teknologier
Selvom det går i den rigtige retning med grønne proteiner, mangler der stadigvæk forskning, data og teknologier, før der kan konkluderes noget.
Der er dog et stort potentiale, og rapporten fremhæver også den stigende efterspørgsel efter højkvalitetsproteiningredienser, som ikke synes at blive mindre i den nærmeste fremtid. Men der skal også ændres i producenternes tankegang og strategier, siger forskeren:
-Mange af de planter, vi i fremtiden vil anvende til fødevareprotein, anvendes i dag direkte til foder, hvor hele planten udnyttes. Hvis vi vil udnytte lige så meget af planten, er bioraffinering en vej at gå. Her kan man også sikre fuld udnyttelse af hele planten ved at lade en stor del af proteinet gå til fødevarer, udnytte højværdisidestrømme og bruge resten til foder eller biogas.
Produktionspotentialet kommer altså i sidste ende også til at afhænge af, om det giver overskud på bundlinjen at producere og sælge proteinerne.
Miljømæssigt vil mange af de alternative proteinkilder have en positiv effekt. Tang og muslinger fjerner for eksempel næringsstoffer fra havmiljøet, mens bælgplanter har en mere indirekte effekt, fordi de kræver mindre gødskning.
Men forskning og teknologier kan heller ikke stå alene. Der ligger også en indsats på den anden side af bordet, konkluderer rapporten. Forbrugernes kostvaner skal følge med.
-Der skal satses hårdt på uddannelse af danskerne i forhold til at forstå at sammensætte bæredygtige, velsmagende måltider i dagligdagen, konkluderer rapporten.
Artiklen er tidligere bragt i Plus Proces.
