Hele fire x 50.000 DKK skiftede hænder ved årets idekonkurrence i Food & Bio Cluster Denmark. Fire ideer blev valgt som de mest lovende og perspektivrige ud af de otte ideer der blev pitchet fra scenen ved klyngens årsmøde Food & Bio Summit 2024 på Centralværkstedet i Aarhus.

Food & Bio Cluster Denmark har netop for 18. gang afholdt idekonkurrencen, hvor iværksættere inden for fødevarer og bioressourcer får validering og økonomisk rygstød til realiseringen af deres idé.
Da man lukkede for tilmeldingerne til idekonkurrencen sidst i marts, var hele 43 ideer landet og udvælgelsesarbejdet blev for alvor sat i gang. For de 43 skulle blive til otte, og niveauet var højt. Ideerne, der stod tilbage, levede op til samtlige krav og for hver især at repræsentere ét af klyngens fire strategiske pejlemærker:
• At levere bæredygtige fødevarer, der er velsmagende, sunde og sikre, til en voksende verdensbefolkning.
• At levere løsninger til en bæredygtig produktion og effektiv udnyttelse af bioressourcer til den højeste mulige værdi.
• At sikre en bæredygtig grøn omstilling af klyngen frem mod klimaneutralitet.
• At udnytte mulighederne i teknologiudviklingen indenfor f.eks. biotech, digitalisering og automatisering fuldt ud.
Nu skulle otte ideer koges ned til fire vindere. Et svært valg, da alle otte ideer havde perspektiv og innovation på dagsordenen. Men en jury bestående af Idekonkurrencens sponsorer, og et publikum, der havde stemmeret og hermed delt indflydelse på udslaget, stemte fire ideer helt frem på scenekanten, hvor de blev hyldet med enorme checks, blomster, diplom og farverigt konfetti.
De fire vindere
Her er de fire vindere, der hver især modtog 50.000 kr. til at videreudvikle deres ide:
• BerryFresh
BerryFresh pitchede deres produkt Nanovera, der er en spiselig film lavet af Aloe vera, som kan forlænge friskheden og holdbarheden af bær betydeligt, og dermed adresserer madspildsproblemer i forsyningskæden. Med sin overlegne præstation og lave produktionsomkostninger tilbyder Nanovera en lukrativ løsning for landmænd og frugtdistributører og kan potentielt reducere de 50 pct. årlige madspild af frugter og grøntsager.
Kategori: Mad til hele verden: At levere fødevarer, der er sunde og sikre til en voksende verdensbefolkning (sponsoreret af Potter Clarkson).
• Yngvik
Yngviks emballagefolie tilbyder en hjemmekomposterbar og marin-nedbrydelig polymer lavet af affaldsprodukter, hvilket fremmer cirkulær produktion og reducerer miljøskade. I modsætning til traditionelle bioplastikker forbliver Yngviks materiale fleksibelt over tid uden brug af hormonforstyrrende kemikalier, hvilket baner vejen for et nyt alternativ i emballageindustrien.
Kategori: At levere løsninger til en bæredygtig produktion og effektiv udnyttelse af bioressourcer til den højest mulige værdi (sponsoreret af Food & Bio Cluster Denmark).
• Grøn landbrugsinnovation gennem vandinnovation
Næste generations PFAS-behandling Per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) udgør alvorlige risici for fødevarer og landbrug på grund af deres persistens og potentiale for bioakkumulering. For at imødegå dette foreslår Yifeng Zhang, manden bag idéen, brugen af UV-fotolyse af mælkesyre (HCOOH) som en grøn og effektiv metode til nedbrydning af PFAS i vand under omgivende forhold.
Kategori: At sikre en bæredygtig grøn omstilling af klyngen frem mod klimaneutralitet (sponsoreret af Rockstart).
• NanoGuard
En banebrydende platformsteknologi for miljøvenlige insektbekæmpelsesmidler i landbruget, der adresserer de betydelige sociale, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af insektangreb globalt. NanoGuard fundet en løsning skræddersyet til forskellige afgrøder, samtidig med at de minimerer tab af biodiversitet og beskytter menneskers sundhed.
Kategori: At udnytte mulighederne i teknologiudviklingen inden for f.eks. biotech, digitalisering og automatisering fuldt ud (sponsoreret af BioInnovation Institute).
Et værktøj der skal motivere til innovation
Som klynge arbejder man med iværksætteri, fordi iværksættere bidrager til udvikling af erhvervet via radikal innovation i form af introduktion af ny teknologi, nye produkter og ofte nye forretningsmodeller. For Food & Bio Cluster Denmark er Idékonkurrencen er et værktøj, der benyttes til netop at motivere til innovation og iværksætteri for at sikre global konkurrenceevne. Konkurrencen understøtter særligt indsatsen for at forstærke pipeline af nye idéer og potentielle nye virksomheder. Sekundært er formålet at sikre brobygning mellem viden og erhverv, involvering af klyngens medlemmer og at skabe opmærksomhed omkring hele sektoren som relevant karrierevej.
-Vi er begejstrede over den store mængde ansøgere og det høje niveau af ideer. En grøn omstilling af landbrugs- og fødevaresektorerne kræver nytænkning og innovation samt bedre kommercialisering af forskning. Her kommer startups ind i billedet. Startups er som udgangspunkt født innovative (da det er en af deres eneste konkurrenceparametre) og ofte født ud af universiteter, siger Claus Mortensen Head of business acceleration i Food & Bio Cluster Denmark og forsætter:
-Formålet med konkurrencen er at identificere morgendagens løsninger i form af tidlige ideer og motivere entreprenører til at tage springet. Vi sætter pris på samarbejdet med iværksættermiljøerne på de danske universiteter og ser frem til næste års konkurrence, hvor vi allerede nu begynder at finde samarbejdspartnere.

