Når pelagiske fiskelandinger skal kvantificeres og registreres, anvender man i dag den såkaldte spandemetode, hvor en spandfuld fisk i kombination med tællemetoden estimerer landingen. Men metoden er udskældt og upræcis. Nu har GUDP givet tilsagn til et projekt, der vil udvikle en præcis metode til kvantificering af bifangst fra pelagiske landinger. Dette skal foregå ved hjælp af et DNA-baseret værktøj.
Hvis du besøger Skagen Havn på en varm sommerdag, kan du næppe undgå at bemærke de gigantiske fiskefartøjer. Belejligt anbragt på kajen, side om side med lystbåde i tusindvis, sportsvogne, lyserøde skjorter og fiskerestauranter. Skagen Havn kan, særligt på de varme sommerdage, bedst betegnes som en velorganiseret blanding af tung fødevareindustri og dekadent musikfestival.
Og tung fødevareindustri er netop den rette betegnelse for fiskerflåden i Danmarks nordligste havn. Her landes nemlig langt størstedelen – 56 pct. af den samlede mængde fisk i Danmark. Samtidig er Skagen også landingsstedet for den største mængde pelagiske fisk (særligt sild og makrel) i Europa.
Krav om indrapporteringer
Men de enorme landinger på Skagen Havn, er ikke gået ubemærket hen i EU.
På krav fra Bruxelles skal alle fisk, der fanges i mængder over 50 kg, indrapporteres og registreres på kvoten. Det er en udfordring på de store pelagiske fiskerfartøjer, som ofte ligger til kaj med over 1.000 tons fisk i tanken.
Og lige så industrialiseret og systematiseret det pelagiske fiskeri på Skagen Havn fremstår, lige så simpel og besværlig forekommer fremgangsmåden for registrering af bifangsten på de gigantiske både.
Til at estimere bifangsten, anvender man i Danmark den såkaldte spandemetode. Den går i sin enkelthed ud på, at en uvildig kontrollør fylder et antal spande med fisk fra tanken, vejer og tæller fordelingen af arter, og gentager derpå processen for eksempelvis hver 25. tons landet fisk. Resultatet ganges op, og dermed har man fordelingstallet på lasten.
Men metoden er udskældt og upræcis.
Derfor har GUDP nu givet tilsagn om tilskud til projektet DNACATCH, der vil udvikle en præcis metode til kvantificering af bifangst fra pelagiske landinger. Einar Eg Nielsen, professor ved DTU og projektleder for DNACATCH, fortæller her om projektets nye metode:
-I DNACATCH vil vi estimere den pelagiske fangst ved at analysere DNA-prøver fra opbevaringsvandet. I opbevaringstanken cirkuleres vandet, hvilket fordeler den DNA som fiskene afgiver gennem primært slim og hudceller. Med en DNA-prøve fra opbevaringsvandet vil vi – med ret stor sikkerhed – kunne give et estimat af sammensætningen.
En gevinst for dansk fiskeindustri
Den udfordring, som DNACATCH søger at løse – at bestemme sammensætningen af forskellige fiskearter – har i sig selv skabt en udfordring for projektet:
-Vi forsøger jo at bestemme artssammensætningen ud fra mængden og fordelingen af DNA. Udfordringen er, at fiskene ikke nødvendigvis afgiver lige meget DNA på tværs af arter. Ligeledes kan der være forskel på, hvor meget DNA to kg små ”fisk X2 afgiver, sammenlignet med, hvad én stor ”fisk X” på to kg afgiver. Derfor skal vi kalibrere vores analyser ud fra eksperimentelle blandinger af fisk af forskellige arter, hvor vi kender den nøjagtige sammensætning, fortæller Einar Eg Nielsen og fortsætter:
-Vi kan allerede nu se, at der ikke nødvendigvis er et 1:1 forhold mellem arterne i forhold til afgivelse af DNA. Til gengæld er fordelingen meget konsistent. Fx ved vi nu, med en rimelig sikkerhed, at 40 pct. silde-DNA i en blandet fangst af sild og brisling, betyder, at 50 pct. af indholdet i tanken er sild.
Kan også anvendes til uønsket bifangst
Foruden at kvantificere artssammensætningen, så vil DNACATCH’s metode også kunne bruges kvalitativt:
-Det har vist sig, at vores metode er yderst sensitiv, og kan gå helt ned på promille-niveau. Så hvis der er nogle arter, man absolut ikke vil have som bifangst, så kan man finde dem, selvom de kun forekommer i meget lille mængde, fortæller han videre.
Af bifangst, man ikke ønsker som bifangst, nævner Einar Eg Nielsen bl.a. beskyttede og truede arter såsom hajer, rokker, marine pattedyr og fugle.
Netop evnen til at spotte beskyttede og truede arter er godt nyt for biodiversiteten i havet, der potentielt kan forbedres gennem projektets teknologi. Det vil samtidig gøre det pelagiske fiskeri til et mere bæredygtigt fiskeri, end det er i dag.
DNACATCH samarbejder med partneren Eurofins Genomics, som skal stå for den praktiske udførelse af analyserne. Relateret til det praktiske indgår også i projektet at afgøre, om analyserne bedst udføres ombord på fartøjerne eller på fabrikken.
For nu arbejder Einar Eg Nielsen, og resten af holdet fra DTU, på at skabe overblik over de forskellige fiskerier – hvornår og hvad der landes i hvilke havne, for at være klar til at udtage de første ”rigtige” landingsprøver.
Kommer DNACATCH i mål, vil det sandsynligvis være en stor gevinst for den danske fiskeindustri.
-Hvis det er noget bøvl at lande fisk i Danmark på grund af kontrol – og det er det allerede nu – hvorfor så ikke bare sejle til en norsk eller islandsk havn, der ikke er underlagt samme regler? Hvis vi kan udvikle en smidig kontrolmetode, vil det være en fordel for dansk fiskeindustri, siger Einar Eg Nielsen afslutningsvis.
DNACATCH fik tilsagn i 2023 og løber frem til sommeren 2027.
